Sammenligning af støvsugermærker

Moderne støvsugere holder ikke evigt, så vi kommer alle med jævne mellemrum ud for at skulle købe en ny. Men hvilken skal du vælge? En model af samme mærke som det du har eller et andet og for dig ukendt mærke, som du måske har hørt skulle være bedre? Men hvilket støvsugermærke er egentligt bedst og hvad er de forskellige mærkers styrker og svagheder? Læs med her og få overblik!

Det ville selvfølgelig være lettest for dig som forbruger, hvis det var muligt at pege på et specifikt støvsugermærke som værende det bedste, men så enkelt er markedet desværre ikke skruet sammen. På den anden side er der dog mærker, som generelt klarer sig bedre end andre, og det kigger vi nærmere på her i denne artikel, hvor vi vil lave en overordnet sammenligning af støvsugermærkerne.

Ved valget af støvsuger er det vigtigt at gøre sig klart, hvilke kriterier og parametre, der skal vægtes højest. Der er nemlig en tendens til, at de forskellige mærker hver har deres ”kæpheste”, og derfor har de hver især nogle generelle styrker og svagheder. Et mærke kan således måske være det bedste for dig, mens et andet mærke vil være mere oplagt for din nabo.

Et eksempel er mærket Dyson, som er kendetegnet ved poseløses støvsugere uden behov for løbende indkøb af filtre og poser. Til gengæld er modellerne generelt ret støjende og måske knapt så allergivenlige som andre mærker. Så har du fokus på støjniveau og allergi eller astma, er Dyson ikke det bedste valg for dig, mens din nabo måske vil foretrække netop dette mærke, fordi han er træt af løbende udgifter til støvsugerposer og filtre.

Robotstøvsugere og industristøvsugere behandles for sig

I den moderne husholdning kommer man ikke uden om at tage stilling til de meget populære robotstøvsugere, som har vundet stor udbredelse. Vi kigger derfor selvfølgelig også på et par af de mest udbredte specialmærker inden for dette felt, men nøjes med at sammenligne disse mærker for sig selv, da denne type af støvsugere adskiller sig markant fra almindelige støvsugere. Generelt kan det dog siges, at robotstøvsugeren sjældent kan stå alene, og derfor er bedst egnet som et supplement til den almindelige støvsuger.

Til sidst behandles også kort industristøvsugerne, som også er et kapitel for sig, og således ikke egnet til direkte sammenligninger med andre mærker af husholdningsstøvsugere.

Alle støvsugermærker har både gode og mindre gode modeller

Ikke overraskende forholder det sig endvidere sådan, at et givent støvsugermærke kan have både gode og dårlige støvsugere i sortimentet. Sammenligner man således to specifikke støvsugere, kan det ene mærke synes overlegent, mens sammenligning af to andre modeller måske resulterer i den stik modsatte vurdering. Her på siden vil vi derfor i høj grad fokusere på de enkelte mærkers overordnede kendetegn.

Du er under alle omstændigheder nødt til selv at skulle foretage en vurdering, når du har udvalgt de mere specifikke modeller du tænker kunne være noget for dig. Sammenligningen her på siden kan således bedst bruges som en rettesnor for, hvilke mærker du kan kigge nærmere på i forhold til de primære funktioner og parametre, du søger i din nye kommende støvsugermodel.

Forbrugerorganisationernes uafhængige tests giver gode fingerpeg

Der findes efterhånden ganske mange uafhængige forbrugerorganisationer, som hjælper os forbrugere med at skille ”skidt fra kanel” i forhold til den voksende og næsten uoverskuelige mængde af produkter på markedet. De fleste danskere kender sikkert forbrugermagasinet Tænk, men der findes også mange andre tilsvarende i vores nabolande som f.eks. Råd & Rön i Sverige.

I vores bedømmelse af de enkelte støvsugermærker skæver vi i høj grad til testresultaterne fra disse forbrugerorganisationer. På den anden side kan de ikke stå alene, for disse organisationer er ikke altid enige i bedømmelserne, og tager i øvrigt også kun udgangspunkt i selvvalgte kriterier i deres tests.

Nilfisk er danske forbrugeres kæledække

Nilfisk har været på markedet i over 100 år, og var faktisk de første i verden til at producere elektriske støvsugere. Virksomheden har gennem årene skaffet sig et hæderligt ry, ikke mindst i forhold til at levere holdbare støvsugere som nærmest har kunnet gå i arv gennem generationer.

I dag beskæftiger Nilfisk sig i stigende grad med støvsugere og andre rengøringsmaskiner til industrien. På markedet for støvsugere til den private husholdning er virksomheden til gengæld presset af en del andre producenter, som faktisk tilbyder bedre støvsugere, hvis man skal tro forbrugerorganisationernes testresultater.

Nilfisk-støvsugerne er generelt relativt dyre, og klarer sig ikke særlig godt i sammenlignende tests, hvor mærker som Miele, Electrolux, Bosch og Dyson faktisk klarer sig gennemsnitligt bedre. Spørger man forbrugerne om en umiddelbar vurdering af det bedste støvsugermærke, er danske Nilfisk dog fortsat en stor favorit herhjemme.

Meget kan derfor tyde på, at Nilfisk i kraft af sin lange historie og dygtige støvsugerbedrifter historisk set er lykkes med at få brand-navnet slået fast i forbrugernes bevidsthed, og at det nu er dette, der bærer produktet frem, snarere end egentlig performance i de nutidige modeller. Disse imponerer generelt ikke på hverken rengøringsevne, luftfiltrering eller støjreduktion.

Vi vurderer dog, at Nilfisk fortsat producerer kvalitetsprodukter, hvor holdbarheden ligger over gennemsnittet – ikke mindst i kraft af den store erfaring med industristøvsugere. Er robusthed og driftssikkerhed derfor et tungvejende kriterium, kan Nilfisk være det rigtige valg for dig.

Miele imponerer både forbrugere og testpaneler

I modsætning til Nilfisk, hvor der tilsyneladende ikke er helt overensstemmelse med forbrugernes subjektive opfattelse og de konkrete tests og målinger, hænger tingene bedre sammen for Miele. Forbrugerne elsker støvsugerne fra Miele, og det gør de uafhængige testlaboratorier også: Der er generelt topkarakterer i begge lejre.

Den tyske industrikoncern Miele minder på mange måder om Nilfisk. Historien strækker sig mere end 100 år tilbage, og tidligt i forløbet blev støvsugeren et primært produkt. Miele har dog siden bredt sig lidt mere, og producerer i dag hvidevarer over en bred kam, om end støvsugeren fortsat er et centralt element. Som det er tilfældet med Nilfisk, er Miele også blevet kendt for at producere robuste støvsugere med meget lang holdbarhed, men som også generelt ligger i et relativt højt prisleje.

Miele tilbyder støvsugere i alle prisklasser, men de gode støvsugere finder du ikke overraskende blandt de lidt dyrere modeller. Her får du til gengæld solide holdbare og driftssikre støvsugere med generelt flotte specifikationer over hele linjen.

Som den eneste af de mere anerkendte mærker for almindelige husholdningsstøvsugere, byder Miele desuden ind på specialmarkedet for robotstøvsugere, hvor modellen Scout RX 1 har fået meget fine anmeldelser hos både testorganisationerne og forbrugerne.

Philips har ikke primær fokus på støvsugere

Den hollandske industrikoncern Philips er først og fremmest kendt for belysning og finere elektronik og teknik, og støvsugere spiller ikke en central rolle i virksomhedens produktportefølje. Det virker nærmere som om Philips har valgt at medtage støvsugere i deres produktsortiment for at komplettere det inden for husholdningsmaskiner. Det afspejler sig tydeligt i markedet, hvor støvsugere af dette mærke ikke markerer sig, hverken i uofficielle test eller i forbrugernes subjektive vurdering. Eneste undtagelse er en enkelt fjerdeplads i en test hos norske Klikk.no.

EU’s nye energi-lovgivning på støvsugerområdet stiller fra 2014 krav om en maksimal støvsugereffekt på 1.600 Watt, og det har luget kraftigt ud i sortimentet af de relativt energiforbrugende støvsugermodeller fra Philips. I 2017 skærpes kravene yderligere med en grænseværdi på blot 900 Watt, og vores vurdering er, at dette meget vel kan blive dødsstødet for Philips’ ”støvsugereventyr”. I hvert fald ser det endnu ikke ud til, at Philips som modtræk begynder at lancere nye energieffektive modeller, som det ses hos en række af de øvrige mærker.

Philips har et par enkelte topmodeller, som klarer sig udmærket i sammenligning med de øvrige mærker på markedet, men generelt er Philips’ støvsugere kendetegnet ved et relativt kraftigt støjniveau og en mangelfuld filtrering af udblæsningsluften. I betragtning af det ret sparsomme sortiment og fremtidsudsigterne, er det derfor ikke et støvsugermærke vi generelt vil anbefale, da markedet byder på mange bedre alternativer.

Siemens producerer et bredt spektrum af støvsugere

Siemens er et velkendt tysk mærke, som i en længere årrække har samarbejdet med Bosch om bl.a. støvsugerproduktion. Det er ikke tilfældet længere, så vi ser nærmere på Bosch-støvsugere i det næste afsnit.

Til gengæld kunne noget tyde på, at der foregår et vist samarbejde med Miele, da flere af de nyere Siemens-modeller har en del lighedstræk med Mieles C3-serie. Det er ikke usandsynligt, for Siemens er en stor industrikoncern med forgreninger i mange retninger og her spiller støvsugere næppe en særlig central rolle. Så et samarbejde med en stærk partner på dette område, er en oplagt mulighed.

I hvert fald gør støvsugere fra Siemens ikke meget væsen af sig. Mærket figurerer ikke særlig højt i uafhængige tests, og spørger man forbrugerne om, hvilke støvsugermærker der er bedst, er der kun ganske få, der umiddelbart tænker på Siemens.

Retfærdigvis skal det siges, at Siemens faktisk har flere udmærkede modeller, som sagtens kan leve op til moderne krav om energi- og allergivenlighed. De befinder sig typisk i mellemprisklassen, og kan i nogle tilfælde hamle op med dyrere modeller fra andre mærker. Siemens har også en række helt billige modeller, men disse performer bestemt også i forhold til prisen. Endelig har Siemens også en række alternativer i form af hånd- og stangstøvsugere, som har et udmærket pris/kvalitets-forhold.

Generelt kan Siemens være et udmærket valg, hvis man stiller visse krav til støvsugeren, men ikke har plads i budgettet til de lidt dyrere mærker. Udvalget er dog ikke prangende, og man bør nok undgå de billige modeller under 1.000 kroner.

Bosch udmærker sig med verdens mest lydsvage støvsuger

Som tidligere nævnt, har Bosch og Siemens indtil for få år tilbage samarbejdet omkring produktionen af støvsugere og andre husholdningsmaskiner. Det betyder, at der kan være store ligheder mellem tidligere modeller af disse mærker. I dag ejer Bosch de tidligere fælles produktionsfaciliteter, hvor de producerer sine egne støvsugere, samt støvsugere med andre brandnavne, der gennem tiden er opkøbt af Bosch.

Generelt er Boschs støvsugersortiment lidt af en blandet landhandel på både godt og ondt. Bosch udmærker sig ved et bredt sortiment af forskellige støvsugertyper, men generelt gælder det, at støvsugere fra dette mærke placerer sig i ”midterfeltet”. De er generelt ikke voldsomt dyre, men rengøringsevne og øvrige parametre er også på det jævne.

Bosch har dog enkelte modeller, som skiller sig positivt ud, men disse skiller sig også ud prismæssigt i forhold til det generelle produktprogram. Et eksempel er markedets mest lydsvage støvsuger med et støjniveau på blot 59 dB(A).

Hvis du er på jagt efter en forholdsvis prisbillig støvsuger, som ikke ”falder helt igennem” på performance, kan Bosch faktisk i mange tilfælde være et udmærket valg.

Electrolux satser primært på støvsugere

Lige siden starten i 1910 har støvsugeren været det vigtigste produkt hos Electrolux, og det ser man tydeligt på butikkernes hylder: Electrolux tilbyder et meget stort udvalg af modeller. I modsætning til et mærke som eksempelvis Nilfisk, er Electrolux ikke så indarbejdet i danske forbrugeres bevidsthed som brand, men til gengæld leverer Electrolux i praksis støvsugere med bedre ydelse, hvis man skal tro de mange tests fra de uafhængige forbrugerorganisationer.

På mange måder kan Electrolux faktisk sammenlignes med Miele: Det er kvalitet og det er ikke helt billigt. Men mens Miele er velkendt i forbrugernes bevidsthed som et kvalitetsprodukt, er svenske Electrolux ikke helt så kendt, men de to mærker ligger reelt og kæmper om førstepladsen som de bedste støvsugere på markedet, når man kigger på specifikationer og uafhængige tests.

Electrolux udmærker sig generelt ved meget støjsvage støvsugere, som ikke står tilbage på de øvrige parametre. Samtidig er prisen gennemsnitligt lavere end de lidt dyrere modeller fra Miele, som dog måske til gengæld har en længere holdbarhed. Electrolux er med andre ord et rigtig godt valg, hvis du ønsker en højtydende, lydsvag kvalitetsstøvsuger, som ikke er alt for dyr.

AEG-støvsugere er fra Electrolux

Det tyske AEG har som de fleste andre støvsugerproducenter en historie, der strækker sig mere end 100 år tilbage. I dag er tyske AEG dog ikke en selvstændig virksomhed, og de støvsugere der sælges under mærket, er i virkeligheden produceret af svenske Electrolux.

Det er mest de sekundære støvsugertyper, der sælges under AEG-mærket, så som håndstøvsugere, stangstøvsugere og poseløse støvsugere. Der findes kun ganske få posestøvsugere i sortimentet, og de befinder sig typisk i lavprisspektret med en performance, der stemmer godt overens med prisen.

Skal man spekulere i virksomhedsstrategi, kan man næsten forestille sig, at Electrolux kanaliserer de lidt ringere støvsugermodeller over i AEG-navnet med henblik på at holde stien ren for det anerkendte Electrolux-mærke. I hvert fald er AEG ikke et støvsugermærke, der umiddelbart kan anbefales.

Støvsugerne fra Dyson bygger på innovativ nytænkning

I modsætning til de fleste andre støvsugermærker, er Dyson ikke så gammel i markedet, idet produktionen først kom i gang i 1983. Dyson bygger på ideen om, at en støvsuger ikke skal have hverken pose eller filter. Nyere modeller har dog i visse tilfælde filtre, men så er de vaskbare og holder hele støvsugerens levetid.

Eftersom støvsugerposer og filtre er både besværlige at anskaffe og skifte, og desuden bliver til en betydelig udgift på den lange bane, er det et koncept, som tiltaler mange. Til gengæld er Dyson-støvsugere væsentlig dyrere end traditionelle modeller, så besparelsen har sin pris – ligesom de er knapt så astma- og allergivenlige.

Dyson-støvsugere virker ved cyklonbaseret udskilning af støv og snavs, og selv om princippet i sig selv ikke er patenteret, har Dyson mere end 1.000 patenter. Virksomheden sidder derfor tungt på markedet for poseløse støvsugere, og den høje pris kan nok delvist forklares med den monopollignende status. Det har dog givet plads for poseløse støvsugere af mærket Dirt Devil, som i øjeblikket vinder store markedsandele i kraft af en mere attraktiv pris. Dette mærke kigger vi nærmere på lidt senere.

Et fællestræk for mange af Dysons støvsugere er et relativt højt energiforbrug, og de nye EU-regler fra 2014 med krav om mere miljøvenlige støvsugere (maksimalt effektforbrug på 1.600 Watt) har derfor været et hårdt slag for Dyson, som har truet med sagsanlæg mod EU. Det bliver dog endnu værre for dette mærke i 2017, hvor kravet strammes betydeligt til blot 900 Watt.

Selv om Dysons støvsugere hører til blandt de dyreste på markedet, er de generelle specifikationer ikke bedre end traditionelle støvsugere i mellemprisklassen – i bedste fald. Støvsugerne støjer generelt markant mere end traditionelle støvsugere, og rengøringsevnen er ikke overbevisende.

Er man allergiker eller astmatikker, er Dyson normalt heller ikke et godt valg, da filtreringen ofte er mangelfuld i den henseende. Til gengæld er støvsugerne fra dette mærke meget robuste og holdbare, og leveres i mange tilfælde med en udvidet femårig garanti.

Argumentet for køb af en Dyson-støvsuger skal derfor primært findes i det flotte futuristiske design eller i ønsket om at slippe for de besværlige støvsugerposer, samt i den lange holdbarhed.

Er man på jagt efter en håndstøvsuger, kan Dyson dog være et udmærket valg. Her performer dette mærke generelt over middel i forhold til konkurrenterne, men prisen er også fortsat højere.

Dirt Devil udfordrer Dyson på poseløse støvsugere

Amerikanske Dirt Devil er endnu ikke så kendt herhjemme, men det kommer uden tvivl til at ændre sig de kommende år. Virksomhedens støvsugere er allerede nu blandt de mest solgte i Tyskland, og også på verdensplan er dette brand en meget stor succes. Ligesom Dyson er Dirt Devil relativ ny på markedet (1981), og det primære produkt er poseløse støvsugere.

Også Dirt Devil benytter sig af cyklonprincippet til støvopsamlingen, og denne teknologi støjer som allerede nævnt en del mere end støvsugning efter traditionelle principper. Dirt Devil støvsugere ligger dog støjmæssigt en smule under Dysons produkter, og i modsætning til konkurrenten har Dirt Devil fuldt styr på energiforbruget, idet de fleste af deres modeller sagtens klarer selv de skrappe 2017-krav fra EU.

Dirt Devil klarer sig også rigtig godt i forhold til allergikere, da mange af deres modeller er født med de astma- og allergivenlige HEPA-filtre, der bortfiltrerer hovedparten af mikroskopiske støvpartikler og allergener fra udblæsningsluften.

Den helt store overraskelse (og udfordring for Dyson) er dog prisen på støvsugerne fra Dirt Devil. Mange af deres modeller er prissat til under 1.000 kroner, og dermed koster de under en tredjedel af prisen for en Dyson. En Dirt Devil støvsuger kan formentlig ikke tilbyde samme holdbarhed, men i betragtning af prisen ville det også være et urimeligt forlangende.

Umiddelbart kunne man til prisen forvente, at ydelsen ville være på det jævne, men det er bestemt ikke tilfældet. Nøgletallene for Dirt Devils produkter ligger overordnet betragtet fuldt på højde med Dysons. Faktisk er rengøringsevnen så god, at Dirt Devils støvsugere i mange tilfælde er bedre end tilsvarende pose-støvsugere i samme prisklasse.

Når støvsugeren koster under 1.000 kroner, bliver spørgsmålet om støvsugerposer pludselig endnu mere aktuelt ud fra et økonomisk synspunkt. Man regner med, at en støvsuger gennemsnitligt har en levetid på 5 år. Alt efter situation bruger en gennemsnitlig husstand helt op til 2.500 kroner på støvsugerposer i støvsugerens levetid (Kilde: Dyson).

Hvis man således under alle omstændigheder er på jagt efter en støvsuger til en pris på omkring 1.000 kroner, er der virkelig penge at spare ved at vælge en poseløs Dirt Devil. Den eneste anke er støjniveauet, der ligger over gennemsnittet for traditionelle støvsugere.

Robotstøvsugere fra iRobot, LG og Neato

Der findes rigtig mange robotstøvsugere på markedet, men de fleste er relativt billige modeller, som ikke er et reelt alternativ til den almindelige rengøring. Der findes dog også en række mere seriøse bud fra blandt andre iRobot, LG og Neato, som faktisk evner at foretage reel støvsugning, som i de bedste tilfælde kommer tæt på at være på højde med en traditionel støvsugning.

Priserne for disse robotter ligger da også fra 2.000 kroner og helt op til 8-9.000 kroner, så du kommer bestemt ikke gratis til denne bekvemmelighed. Samtidig skal du være opmærksom på, at der alligevel som regel er behov for an traditionel støvsuger til at klare vindueskarme, vægge og lofter samt andre mere komplicerede støvsugningsopgaver i områder, hvor robotstøvsugeren har problemer med at komme til.

I modsætning til de traditionelle støvsugere, er forskellene på ydelsen fra de gode robotstøvsuger-mærker ikke helt så markante. Alle de mærker vi behandler, har opnået flotte tests og anmeldelser på forskellige modeller. Ser man på de enkelte mærker, svarer pris og ydelse nogenlunde overens: De dyreste modeller er også de bedste. Dette forhold gælder dog ikke på tværs af mærkerne, hvor de dyre modeller fra iRobot ikke kan retfærdiggøre den markant højere pris i forhold til konkurrenterne.

iRobot er den robot-producent, der har været på markedet længst, og dette mærke tilbyder et relativt stort antal forskellige modeller fra priser på 2.000 kroner og helt op til 9.000 kroner. Det er dog kun de dyrere modeller, der tilbyder HEPA-filtrering af udblæsningsluften og mere avancerede funktioner.

Neato og LG har kun været på markedet i få år, og har ikke helt det samme udvalg. Neato har et mindre antal modeller i prisklassen 2.000-6.000 kroner, men LG blot tilbyder to modeller til henholdsvis 3.000 kroner og 4.500 kroner. Til gengæld kommer de nyere mærker generelt med flere avancerede funktioner og bedre filtrering.

Støjmæssigt befinder de fleste modeller sig i området omkring 60 dB(A), svarende til lydniveauet for en almindelig samtale. LG udmærker sig ved at producere robotstøvsugere som ligger lidt under dette støjniveu, mens Neatos modeller generelt ligger en anelse over. iRobot lander gennemsnitligt midt imellem. I mange tilfælde vil den automatiske støvsugning dog foregå, mens du alligevel ikke er til stede, og derfor kan man argumentere for, at støjniveauet ikke er så væsentligt.

Det er vanskeligt at give nogen endegyldig anbefaling af ét robotstøvsugermærke frem for et andet. Hvis budgettet ligger i midterområdet, vil de lydsvage modeller fra LG uden tvivl være et godt valg, da de får mange roser med på vejen fra både testinstanser og forbrugere.

I den billige ende omkring 2.000 kroner bør valget måske snarere være en model fra Neato, hvor du får meget robotstøvsuger for pengene. I den dyrere ende har iRobot flere muligheder, og her får man en del mere funktionalitet og automatisering med i købet.

Alternativt kan man vælge Mieles meget anmelderroste Scout RX 1, der prismæssigt lægger sig i toppen af den billige ende med en pris på lidt over 3.000 kroner. Til gengæld får du en maskine, der har fået gode anmeldelser og har specifikationer der kan måle sig med de lidt dyrere iRobot-modeller.

Som regel vil det dog være billigst at vælge en af de bedre Neato-modeller, hvis den opfylder behovene og man kan leve med det lidt højere støjniveau.

Festool industristøvsugere til det grove arbejde

Selv om vi her på siden primært beskæftiger os med husholdningsstøvsugere, har vi alligevel medtaget Festool industristøvsugere som et godt eksempel på et støvsugermærke, der performer på helt andre områder end støvsugere normalt måles på.

Disse støvsugere er nemlig beregnede til alt det grove arbejde. Festool har siden 1925 produceret håndværkerprodukter, men støvsugerne kom først ind i billedet fra 2002. Til gengæld er det tydeligt, at dette mærke har stor fokus på håndværkerens behov og leverer produkter, der lever op til disse.

Støvsugere fra Festool er bestemt ikke billige. De billigste modeller koster adskillige tusinde kroner, og ser man på de klassiske støvsugerparametre, er disse støvsugere slet ikke sagen. De fylder meget, de larmer og de er relativt tunge. For håndværkeren er det til gengæld ”kræs for kendere”. Den robuste konstruktion sikrer, at maskinerne tåler en del knubs, og de er beregnede til at blive brugt i timevis, hver dag og året rundt.

I det hele taget må du næsten bruge dem til alt det, der ellers er ”forbudt” for almindelige husholdningsstøvsugere. Fint byggestøv og store snavs-partikler klarer de snildt, og de går heller ikke af vejen for fugtigt snavs eller vand. De store støvsugere rummer også 10-20 liter eller mere – altså mange gange mere end almindelige støvsugere.

Hvis støvsugeren skal bruges til at gøre rent i stuen, er Festool ikke meget bevendt, men til håndværkere eller som ”hushjælp” i værkstedet er dette mærke til gengæld perfekt. Der findes rigtig meget tilbehør, så du nemt kan tilslutte disse støvsugere til spånsugningsopgaver og andre praktiske specialopgaver inden for håndværk og byggeri.

Opsummering vedrørende støvsugermærker

Som det med al tydelighed fremgår, er det umuligt at fremhæve et specielt mærke som det bedste på markedet. For alt afhænger af, hvad støvsugeren skal bruges til, og hvilke parametre du lægger mest vægt på. Skal du eksempelvis bruge støvsugeren håndværksmæssigt, er det en industristøvsuger, du har brug for. Her er Festool et godt bud på et mærke, du bør se nærmere på.

Til husholdningsopgaver er markedet langt mere broget. Hvis du har en travl hverdag, kan en robotstøvsuger måske være en god hjælp i dagligdagen, men det koster. Du får nok mest for pengene med en støvsuger fra LG eller Neato, men også her skal du nødvendigvis se på krav og behov før valget træffes.

Men ellers står det overordnede valg mellem traditionelle støvsugere eller poseløse støvsugere. De poseløse modeller støjer generelt væsentligt mere, og rengøringsevnen er ikke helt i top. Men et mærke som Dirt Devil giver faktisk rigtig meget støvsuger for pengene, og den kan rengøringsmæssigt sagtens måle sig med posestøvsugere i samme prisklasse. Dertil kommer så besparelsen på støvsugerposer, som faktisk kan blive ganske betydelig over støvsugerens levetid.

Hvis du har særlige krav, f.eks. ekstraordinær rengøringsevne eller lydsvaghed, kommer du ikke uden om de klassiske posebaserede støvsugere. Her er Miele et godt bud med meget driftssikre og højtydende støvsugere, som dog ikke er helt billige.

Hvis prisen er en afgørende faktor, er Electrolux da også et godt valg, som giver meget støvsuger for pengene og et generelt særdeles attraktivt prisniveau. Electrolux udmærker sig også ved at tilbyde det største udvalg af lydsvage modeller i forhold til andre mærker på markedet.

Er prisen den afgørende faktor, kan du overveje AEG, hvor prisen er helt i bund. Men her må du desværre også acceptere en ret dårlig performance. Et bedre alternativ kunne måske være Bosch, som har en del prisbillige modeller med mere acceptable nøgletal.

Hvis vi absolut skal udråbe nogle overordnede vindere, vil vores bud være Miele, Electrolux og Dirt Devil, hvor Miele vinder på driftssikkerhed, Electrolux på performance og lydniveau og Dirt Devil på pris og ingen behov for støvsugerposer.